Sundhedsdatanettet (SDN)

Sundhedsdatanettet (SDN) har eksisteret siden 2003.   

SDN står til rådighed for hele sundhedssektoren med nye muligheder for sundhedskommunikation. Med SDN er det for eksempel muligt at foretage opslag i eksterne databaser, udveksle billeder og afvikle videokonferencer.

Hertil kommer at den fællesoffentlige sundhedsportal sundhed.dk benytter SDN som forbindelseskanal til grundsystemerne i sundhedssektoren.

På den måde supplerer SDN det VANS-baserede sundhedsdatanet, der i stor skala anvendes til tværsektoriel udveksling af XML- og EDIFACT-meddelelser.

Filosofien bag SDN er, at sundhedssektorens parter skal have opfyldt alle deres kommunikationsbehov via én og samme netværksforbindelse. Nettet er på den måde det elektroniske samlingspunkt for kommunikationen i sundhedsvæsenet, uanset om brugerne hører hjemme i den offentlige eller private sektor.

For at blive koblet op på SDN skal brugeren have en formel godkendelse hos MedCom. En række aktører er dog forhåndsgodkendt. Det drejer sig om alle regioner, offentlige og private sygehuse, praksisydere under den offentlige sygesikring, kommuner, apoteker og private laboratorier. Hertil kommer IT-leverandører, der anbefales af ovenstående parter.

SDN består af ét centralt knudepunkt, som al trafik mellem aktørerne går igennem. Knudepunktet er døgnovervåget og redundant. For at blive tilsluttet SDN skal brugeren etablere en fast forbindelse eller en internetbåren VPN-forbindelse (Virtual Private Network) fra sit eget sikrede net til SDN's knudepunkt. Udover en almindelig internetopkobling kræver SDN-forbindelsen, at brugeren er i besiddelse af en række tekniske sikkerhedsforanstaltninger. Opkoblingen er derfor forbundet med visse ekstraomkostninger for den enkelte bruger. Større organisationer vælger typisk selv at etablere SDN-forbindelsen, mens mindre aktører ofte benytter sig af eksterne netværksoperatører.

Via MedComs kontrakt med NetDesign om drift af SDN er det for sundhedssektorens parter muligt at tilslutte sig SDN med en centralt leveret MPLS-forbindelse.

Kontaktpersoner:

Peder Illum, pi@medcom.dk
Lars Hulbæk, lhf@medcom.dk



Udskrevet d. 08-09-2010 fra www.medcom.dk