Henvisningshotellet - Implementering, en kort beskrivelse I forbindelse med fornyelsen af de seneste overenskomster for PLO-området, praktiserende speciallæger, praktiserende fysioterapeuter og praktiserende psykologer er det aftalt, at der skal oprettes et såkaldt henvisningshotel, også kaldet: REFHOST [refhoust]. Formålet med henvisningshotellet er, at henvisninger fra almenlæger til speciallægehjælp, fysioterapibehandling og psykologhjælp kan sendes elektronisk, uden at man på forhånd vælger en bestemt behandler, når henvisningen fremsendes. Patienterne kan efterfølgende have frit valg mellem de aktuelle behandlere. Henvisningen opbevares på henvisningshotellet, indtil den afhentes af den af patienten valgte behandler. Der er dog mulighed for at sende en elektronisk henvisning direkte til en mellem patienten og lægen aftalt speciallæge. Henvisningen bliver i disse tilfælde også opbevaret på henvisningshotellet som en kopi, og kan anvendes af anden speciallæge.
Henvisningshotellet er klar til brug fra 9. juni 2008, hvorefter alle henvisninger fra praktiserende læger til speciallæger skal sendes elektronisk.
99 % af alle almenlægepraksis har i dag edb-journalsystemer, der alle kan sende elektroniske henvisninger til speciallæger. De fleste lægesystemer har desuden udviklet moduler, så de kan sende henvisninger til fysioterapeuter og psykologer.
MedCom har med Danske Regioner aftalt at stå for implementeringen af REFHOST hos alle landets læger og speciallæger i 2008 og for alle landets fysioterapeuter og psykologer i 2009. Implementeringen sker i samarbejde med FAPS, regionernes datakonsulenter og leverandøren af REFHOST. REFHOST er beskrevet i REFHOST-folder.
Implementeringen sker som en del af udbredelse og konsolidering, og en del af udgifterne dækkes af FAPS' IT-pulje, for så vidt angår speciallægerne. Indtil nu har den været meget effektiv og succesfuld. Samme koncept forventes anvendt overfor fysioterapeuter og psykologer.
Der er ikke aftalt økonomi omkring implementeringen hos fysioterapeuter og psykologer. Størrelsesordenen af implementeringsudgiften fastlægges med baggrund i de konkrete erfaringer med udrulning af REFHOST til speciallægerne. Udgifterne til implementeringen hos fysioterapeuter og psykologer fremlægges på næste styregruppemøde med forslag til finansiering.
Ekg-gruppe til fælles udvekslingsformat Region Hovedstaden har fået antaget ekg-projektet som stifinderprojekt under Digital Sundhed, hvor formålet er at få:
Fastlagt et nationalt format til overførsel af hvile-ekg
Etableret en regional ekg-database
Udviklet en open source ekg-viewer
Information og konsensusdannelse omkring fælles dansk ekg-udvekslingsstandard
Der er nu udviklet open source viewer, der kan læse 3 ekg-formater: SCP, HL7-XML og Dicom. Den er baseret på den oprindelige viewer, der blev udviklet på Amager Hospital. Der planlægges videreudvikling, så den bliver fuldt tilgængelig for leverandører. Det er aftalt, at Region Hovedstaden i stifinderprojektet vil satse på at få etableret en fælles tværregional ekg-database, der kan gemme hvile-ekg-optagelser, og som efterfølgende kan tilgås og vises i standard-vieweren.
Digital Sundhed deltager med arkitekturbistand i forbindelse med den tekniske løsning.
MedCom skal stå for kortlægning af ekg-anvendelsen i primærsektoren, herunder hvilket udstyr og hvilke formater der anvendes, samt antallet af hvile-ekg'er der udføres i primærsektoren. Desuden informations- og udbredelsesaktiviteter til primærsektorens leverandører og brugere.
Laboratoriemedicinske projekter En række af MedComs projekter blev ikke endeligt gennemført i MedCom5-perioden 2006-2007. Styregruppen besluttede derfor på sit møde i december at videreføre disse projekter i MedCom6-perioden. En del af projekterne omfatter laboratorieområdet, hvor mange projekter er startet op, men ikke alle er blevet gennemført og fuldt udbredte.
Mange af laboratorieprojekterne hænger sammen og indgår som delelementer i en samlet fuldelektronisk kommunikation internt mellem laboratorierne og mellem laboratorierne og brugerne. For at få overblik over disse projekter er de samlet og vist i sammenhæng i en folder: Laboratoriemedicin, den elektroniske hverdag.
Projekterne er oplistet som delprojekter, men indgår i en helhed. Delprojekterne 1-7 er aftalt med regionerne, og de skal gennemføres i 2008. Delprojekterne 8-13 er projekter, som gennemføres som udviklingsprojekter i 2008/2009, men skulle være startet i 2007.
I beskrivelserne er der:
En kort baggrund
En beskrivelse af indholdet i projektet
En "sådan gør I"-liste over de aktiviteter, der skal ske på de deltagende laboratorier
Der er indgået samarbejdsaftale om deltagelse med alle regioner bortset fra Region Sjælland.
Status: Repræsentanter fra alle regioners laboratorier har deltaget i opstartsmøde i marts 2008, og der følges op med statusmøde i juni 2008. Alle systemleverandører har allerede udviklet systemerne eller er på vej med det og vil være klar hen over sommeren 2008. Implementering fuldt ud blandt alle laboratorier vil forventeligt strække sig over hele MC6-perioden.
Revidering af standarder, sygesikring, henvisninger, statistik Standarder, der er udviklet i MedCom gennem de sidste 12 år, kræver løbende vedligehold og videreudvikling.
Sygesikring En række overenskomster er fornyet med bl.a. indhold af obligatorisk IT-anvendelse, nye patientkategorier, der kan behandles og ibrugtagning af nye funktioner som henvisninghotellet. Standarderne skal tilrettes for at dække disse aftaler, og IT-systemerne skal ændres og testes for at kunne anvende de nye funktionaliteter. MedComs testserver skal tilrettes tilsvarende. Af aktuelle standarder, der rettes, er henvisninger og afregninger på psykologområdet og på fysioterapiområdet samt en række ændringer i laboratoriesystemerne og lægesystemerne.
Der er ønske om at justere den eksisterende sygesikringsafregningsstandard til en ny XML-version. I MedCom5 blev en ny version udarbejdet af MedCom, og den forventes at danne grundlag for den endelige version. MedCom forventer at udarbejde den endelige version inkl. dokumentation til brug på de enkelte aftaleområder.
Sygehusbehandling Der er udarbejdet justerede henvisninger til røntgenområdet i MedCom5. Der er henvendelse om rettelse af de eksisterende henvisninger, så de bedre tilpasses de individuelle krav, der er for henvisning til de nye kræftpakker og for at kunne skrive længere kliniske oplysninger end i dag på henvisningerne til sygehusene. En fornyet revision af henvisningsstandarden skal derfor udarbejdes i løbet af MC6-perioden. Indholdet afklares med en sundhedsfaglig gruppe, så snart en endelig beskrivelse er klar.
Forebyggelse Desuden forventes det, at en henvisningsløsning inkl. ny standard til henvisning fra lægeprksis til kommunernes forebyggelsestilbud skal udarbejdes i løbet af MC6-perioden.
Statistik Opgørelserne over EDI-trafikken er nu mulig at lave opdelt på postnummerniveau. De første anvendelser er til at følge udviklingen indenfor laboratoriemedicin og på henvisningshotellet. I løbet af MC6 tilbydes regionerne mulighed for selv at lave egne opgørelser baseret på de månedlige statistiktal, som lægges ud i en database på MedComs hjemmeside.
PLO-XML-formatet På MedComs styregruppemøde 13. december 2007 besluttedes at videreudviklet PLO-XML-formatet og gennemføre implementeringsforløb med lægesystemerne, så det kan erstatte det nuværende PLO-format. PLO-XML-formatet skal ligeledes kunne videreudvikles, så det også kan anvendes til de øvrige behandlerområder i primærsektoren, hvor journaler skal indberettes til kredslæge/Sundhedsstyrelsen ved praksisophør.
Udviklingen af PLO-XML-formatet omfatter:
At den udarbejdede PLO-XML-standard skal justeres, så den bliver yderligere struktureret og kan opfylde OIO-kravene
Etablering af brugere/teknikgruppe med deltagelse af IT-leverandører, Digital Sundhed, Sundhedsstyrelsen, PLO og Dansk Tandlægeforening til definition af funktionalitet og omfang af løsningen
Standarden gøres tilgængelig for alle leverandører uden yderligere udgift for dem
Anvendelse af standarden bliver obligatorisk for alle IT-systemer, der skal indberette journaloplysninger til SST. Alle systemer fra læger, fysioterapeuter, tandlæger m.v. omfattes heraf i takt med, at standarden udvikles til området
Lægesystemerne og dets brugere skal forpligtes til at implementere løsningen og få den aftestet og godkendt af MedCom
Der udvikles testfaciliteter på MedComs testcenter, så PLO-XML-formatet omfattes af de standarder, der kan aftestes online
Der skal sikres økonomisk basis for videreudvikling og vedligehodlelse af standarden, så den stilles vederlagsfrit til rådighed
Tidsplan for udvikling, implementering og finansieringsforslag fremlægges på styregruppemødet.
EDI-/XML-testcenter - standarder og partnerskabstabel EDI-/XML-testcenter De reviderede standarder til sygesikringsområdet, henvisninger og laboratorieområdet kræver alle en tilrettet funktion på EDI-/XML-testværktøjerne. Disse udvikles og idriftsættes på testserveren sammen med den tilhørende dokumentation. Der afholdes kursus for lægesystemer mv. for at implementere de ændrede standarder.
Partnerskabstabel I forbindelse med aktiviteter for at få øget brugen af e-henvisninger til sygehusene, til speciallæger og privathospitaler samt anvendelse af korrespndancemeddelelsen er det nødvendigt med opdaterede og aktuelle oplysninger om, hvem der kan modtage disse meddelelser i Sundhedsstyrelsens partnerskabstabel. Oplysningerne er i dag meget mangelfuldt opdaterede og kan ikke danne grundlag for anvendelse til disse meddelelser. SOR-registeret skulle løse dette, men det kan ikke forventes taget i brug før tidligst i 2010.
Sammen med Sundhedsstyrelsen søges der derfor etableret en oprydning og en indgåelse af en fast aftale omkring løbende praktisk opdatering af disse oplysninger. Systemhusene kan så efterfølgende hente disse oplysninger automatisk og opdatere deres kunder med dem. Der indgås aftale med lægesystemer og andre leverandører om implementering af denne hentefunktion.