Dokumenter sendt med MedCom i alt:

00000000
Du er her: Forsiden > Nyheder > Kontrakt med NetDesign fremtidssikrer sundhedsdatanettet

Kontrakt med NetDesign fremtidssikrer sundhedsdatanettet

MedCom har efter udbud besluttet at indgå kontrakt med NetDesign om drift og videreudvikling af sundhedsdatanettet. Kontrakten er 5-årig med mulighed for forlængelse med op til yderligere 2 år og træder i kraft den 1. april 2010.

MedComs valg af NetDesign som fremtidig leverandør er truffet i samarbejde med bl.a. alle regioner, KL og Digital Sundhed.

Den vigtigste udfordring for NetDesign som kommende leverandør bliver at finde den nødvendige balance mellem fortsat stabil drift i overgangen mellem to kontraktperioder og understøttelse af visionerne for den fremtidige nationale tekniske infrastruktur for det samlede sundhedsvæsen.

Sundhedsdatanettet, der blev etableret i 2003 som et supplement til VANS-nettet, bruges af en lang række sundhedsaktører til at udveksle forskellige former for data i sundhedsvæsnet. Det bliver blandt andet brugt til dataoverførsler fra regionerne til e-journal og sundhed.dk, udveksling af røntgenbilleder, kommunernes adgang til medicinprofilen og indberetninger til Sundhedsstyrelsen samt praktiserende lægers indberetninger til forskningsdatabaser.

Der udveksles hver måned ca. 3,5 terabyte (3.500 gigabyte) gennem sundhedsdatanettets knudepunkt.

Digital Sundheds nationale programmer for fælles medicinkort, nationalt patientindeks og telemedicin forventes i de kommende år at stille markant større krav til kapacitet, driftsstabilitet og øget centralt ansvar i sundhedsdatanettet.

Kontaktperson: Chefkonsulent Lars Hulbæk, MedCom, tlf. 4036 8615 eller lhf@medcom.dk



Siden er sidst opdateret 10-12-2009