Opdateret 27. oktober 2022

Moderniseret infrastruktur hiver tre ud af fire jurypriser hjem til den europæiske Interoperability Award 2022

MedComs modernisering af infrastruktur blev tidligere på efteråret nomineret til europæisk interoperabilitetspris. I går, d. 26. oktober, blev vinderne offentliggjort til et event i den portugisiske hovedstad, Lissabon. Og her løb moderniseret infrastruktur-projektet med hele tre ud af fire jurypriser.

MedComs moderniseret infrastruktur var oppe imod 12 stærke kandidater fra hele det europæiske kontinent til X-eHealths Interoperability Award 2022. X-eHealth er et projekt, der har til formål at styrke den fælleseuropæiske indsats inden for e-sundhed. Som en del af projektets mission og målsætninger, afholder X-eHealth i år en interoperabilitetspris med det formål at sætte fokus på og anerkende innovative og kvalitetsrige e-sundhedsprojekter på tværs af Europa. Læs mere om X-eHealth her.

Derfor bad vi også om hjælp hos vores netværk til afstemning om publikumsprisen, som dog gik til projektet Unveiling ’ONE HEALTH’ at Autonomous Region of Madeira fra Portugal, da de fik det højeste antal stemmer. Udover publikumsprisen, blev der også uddelt fire såkaldte Honourable Mentions, som blev afgjort af en international fagjury. Og her blev MedComs moderniseret infrastruktur den helt store vinder i tre ud af de fire jurypriser.

Ole Vilstrup, projektleder for moderniseret infrastruktur, var selv til stede i Centro Cultural de Belém i Lissabon i går, hvor X-eHealth, udover at overrække priserne, også afholdte 2nd X-eHealth Innovation Day og her blev han altså kaldt op til hele tre priser. Ole fortæller:

”Det er meget overvældende at stå her og modtage 3 særlige jurypriser. Jeg er meget beæret og vil først og fremmest gerne sende en stor tak til vores samarbejdspartnere. Uden dem var dette projekt aldrig lykkes. Men det gjorde det, fordi det var et stærkt – både tværsektorielt og offentligt-privat – samarbejde. Nu er tiden så til, at vi skal have det rullet mere ud og afprøvet i et reelt produktionsmiljø. Det glæder vi os til!”

Ole Vilstrup i Lissabon til X-eHealth-konferencen

Ole Vilstrup, projektleder i moderniseret infrastruktur, gør sig klar til at modtage de 3 fine jurypriser i Centro Cultural de Belém i Lissabon.

Moderniseret infrastruktur løb altså med følgende 3 priser:

  1. Trust-inspiring med følgende beskrivelse: “The project shows transparency, security and ethical responsibility in handling data, and/or the focus of it is to provide solutions to improve the transparency, security and ethical responsibility of others handling health data”.
  2. Innovative excellence med følgende beskrivelse: “The project is committed to advancing potentially paradigm-shifting innovation in the field of health data interoperability”.
  3. Technical excellence med følgende beskrivelse: “The project demonstrates great attention to data quality, employing (or creating) methodologies and tools to ensure that users and stakeholders can have consistently high-quality data”.

X-eHealth-trofæet 2022

Sådan ser trofæet altså ud, som transporteres fra Lissabon hjem til MedComs lokaler i Syddanske Forskerparker. 

Den fjerde og sidste jurypris omhandlede X-eHealth med følgende beskrivelse: “The project is positioned to be a beneficiary of X-eHealth's outputs or has been a contributor to the project’s work”. Denne gik til projektet Portuguese Health Certificates’ Solution fra Portugal.

Hvad går moderniseret infrastruktur-projektet, nu kaldet EHMI, ud på?

Samtlige sygehuse, laboratorier, kommuner, apoteker og praksisydere anvender rutinemæssigt MedCom-kommunikation i det daglige samarbejde. MedComs standarder er indarbejdet i mere end 150 it-systemer, og der udveksles månedligt ca. 6,5 millioner MedCom-standarder mellem parterne.

På nuværende tidspunkt er infrastrukturen stadig baseret på det efterhånden knap så tidssvarende VANS-net, der blev skabt i 1990’erne. Bl.a. den lave sikkerhed i den nuværende infrastruktur er problematisk, hvorfor man har besluttet sig grundlæggende for at modernisere den.

Det betyder, at MedCom-kommunikationen kommer til at gå fra en EDIFACT-/VANS-infrastruktur til en eDelivery-/FHIR-infrastruktur. En infrastruktur, som er baseret på internationale og moderne standarder. Disse øger sikkerheden i meddelelseskommunikationen, giver mulighed for at dele meddelelser på portaler og mobile enheder, sikrer trinvis overgang til både moderniseret meddelelseskommunikation samt nye formater.

Inden længe er man i projektet klar til at igangsætte en produktionsafprøvning, som bliver næste store milepæl og hovedfokus.

Du kan læse meget mere på projektets side.

Udover MedCom har følgende parter bidraget til den hidtidige afprøvning af den moderniserede infrastruktur:

Arosii, Digitaliseringsstyrelsen, Herlev Kommune, KMD Connect, KMD Nexus, KOMBIT, Kvalitets-IT, MultiMed LPS, MultiMed VANS, Netcompany, PLSP, Region Hovedstaden, SeMi-K2, Sundhedsdatastyrelsen og Trifork.