Opdateret 2. september 2022

Velkommen til Martin som konsulent i Systemforvaltningsteamet

Pr. 1. september har MedCom ansat Martin Bergholz-Knudsen som konsulent i MedComs systemforvaltning.

MedCom er blevet endnu en kollega rigere. Og så alligevel ikke, for Martin Bergholz-Knudsen er allerede et velkendt ansigt hos os, da han har været praktikant og derefter studentermedhjælper i Systemforvaltningsteamet siden 2020. Nu ændrer han så stillingbetegnelse fra studentermedhjælper til konsulent.

Martin har netop færdiggjort sin uddannelse som ingeniør i sundhedsteknologi, og skal i MedCom primært arbejde med systemforvaltning af KIH, Klinisk Integreret Hjemmemonitorering, samt indgå i den øvrige opgaveportefølje i systemforvaltningen. Det betyder bl.a. understøttelse af parternes ibrugtagning af og tilslutning til KIH, planlægning og koordinering, support og administrative opgaver, varetagelse af leverandør- og kontraktstyring m.m.

Martin fortæller således: ”Jeg begyndte som praktikant i MedCom for ca. 2,5 år siden i forbindelse med mit uddannelsesforløb. Hvad jeg bed særligt mærke i dengang var det gode arbejdsmiljø og den særlige omgangstone, MedCom formår at skabe. Da mit praktikforløb sluttede, valgte jeg derfor at søge stillingen som studentermedhjælper i Systemforvaltningsteamet, og da der så dukkede en konsulentstilling op i teamet, slog jeg til med det samme”.

Tillykke med endt uddannelse og titlen som ingeniør i sundhedsteknologi – og naturligvis som konsulent i MedCom. Vi glæder os til det fortsatte samarbejde!