Opdateret 20. januar 2020

Tidligere MedCom-perioder

MedCom har siden etableringen arbejdet i tidsbegrænsede projektperioder på 2-4 år.

MedCom11 (2018-2019) fortsætter som MedCom11+ i 2020, men nogle projekter er afsluttet i 2019 og nye projekter er kommet til i 2020. 

Arbejdsprogrammet for MedCom11 fulgte en vision om at arbejde for en sikker og rettidig digital kommunikation, større effektivitet og øget sammenhæng på tværs af sundhedssektoren med udgangspunkt i sundhedspersonalet og borgerne.

Et markant fællestræk for projekterne var afprøvning af og roadmap for moderniseret udgave af MedCom kommunikationen, med særlig vægt på sikker deling af patientdata ved brug af internationale standarder. Derudover var der fokus på det digitale grundlag for bedre samspil mellem social- og sundhedsområdet gennem deling af data i en moderniseret MedCom kommunikation, landsdækkende implementering af fremtidens digitale lægepraksis i det samarbejdende sundhedsvæsen og yderligere kvalitetssikring af MedComs processer og risikobaseret styrkelse af informationssikkerheden.

MedCom10 (2016-2017) afspejlede bestillinger fra flere sider, herunder især økonomiaftaler med regioner og kommuner for 2016, Finanslovsaftaler på sundhedsområdet, Sundhedsaftaler mellem regioner og kommuner for 2015-2018, RSI pejlemærker, Fælleskommunal Digitaliseringsstrategi og overenskomstaftaler på praksisområderne. MedCom10 havde en særlig fokuseret indsats på borgerperspektivet, med inddragelse af data fra borgeren i eget hjem; kvalitetsstyring af MedComs egne processer og samarbejde med it-leverandørerne og landsdækkende implementering af internationale standarder for at fremtidssikre MedCom-kommunikationen.

MedCom9 (2014-2015) tog afsæt i den nationale digitaliseringsstrategi for sundhedsområdet for 2013-2017 ”Digitalisering med effekt”. Hovedaktiviteterne var realisering af den nationale handlingsplan for udbredelse af telemedicin (Telemedicinsk Sårvurdering, Telepsykiatri og Klinisk Integreret Hjemmemonitorering), udbredelse af det Fælles Medicinkort (FMK) i kommuner og praksissektor samt fuld udbredelse af MedCom-standarder mellem sygehuse, kommuner og lægepraksis. Derudover løstes en række basisopgaver indenfor overskrifterne tværsektoriel udbredelse, standarder/test/certificering, sundhedsdatanet/nationale datakilder og internationale aktiviteter.

MedCom8 (2012-2013) fik overskriften "Udbredelse og teknologisk fremtidssikring" og indebar med afsæt i aftale om sundheds-it fra juni 2010 18 delaktiviteter fordelt på følgende projektlinjer og teknikaktiviteter: Kronikerprojekt, E-journal og P-journal, Kommuneprojekter, Fælles Medicinkort og DDV i lægepraksis, Telemedicin, Praksis- og laboratorieprojekter, Internationale projekter, MedCom-standarder - test og certificering, Sundhedsdatanet og videoknudepunkt samt Teknologisk fremtidssikring af MedCom-kommunikationen.

MedCom7 (2010-2011) fokuserede på landsdækkende udbredelse og telemedicin indenfor rammerne af regionernes og regeringens aftale om sundheds-it fra juni 2010 med særligt fokus på udbredelse af MedCom-standarderne og videotolkning på sygehusene samt fælles medicinkort i praksissektoren. Arbejdet organiseredes i 6 projektlinjer: Telemedicin, kommuneprojekter, FMK i primærsektoren, e-journal, praksis- og laboratorieområdet og internationale projekter.

MedCom6 (2008-2009) var i høj grad påvirket af IT-strategien for sundhedsområdet fra december 2007 og Digital Sundheds handleplaner for udmøntning af samme. Herunder etablering af det fælles medicinkort, nationale indberetningsløsninger, det nationale telemedicinprogram, professionalisering af sundhedsdatanettet, videreudvikling af MedComs standarder samt konsolidering af udbredelse af e-journal og den elektroniske kommunikation på praksis-, laboratorie- og kommuneområdet.

MedCom5 (2006-2007) gennemførtes under påvirkning af strukturreformen og indførelse af ny teknologi i den tværsektorielle sundhedskommunikation, med fokus på OIO-XML og serviceorienteret arkitektur. Der gennemførtes aktiviteter indenfor seks projektlinier: Kommuneprojekter, sundhed.dk-understøttelse, medicinområdet, SUP/e-journal, konsolidering/udbredelse og web-service-makroprojekt.

I MedCom4 (2002-2005) gennemførtes storskala kommunikation til og fra den kommunale hjemmepleje, SUP- og mini-IRSK-projekterne på sygehusområdet og den praktiske udmøntning af MedComs internetstrategi, herunder sammenhæng til sundhed.dk. Hertil kom i stadig stigende grad permanente opgaver vedrørende udbredelse og kvalitetssikring af den eksisterende EDI-kommunikation mellem praksissektor og den øvrige sundhedssektor.

I MedCom3 (2000-2001) gennemførtes aktiviteter vedr. konsolidering af eksisterende EDI-kommunikation, internetprojekter, kommuneprojekter og internationale projekter.

MedCom2 afvikledes i 1997-1999 og sikrede massiv udbredelse af de kommunikationsstandarder, der udvikledes i den første projektperiode. Desuden gennemførtes en række pilotprojekter med bl.a. kommunikation på kommune-, fysioterapi- og tandlægeområdet samt telemedicinske projekter.

Det første MedCom-projekt afvikledes i 1995-1996 med det formål at udvikle og teste landsdækkende EDI-kommunikationsstandarder for de hyppigst anvendte meddelelser mellem praktiserende læger og den øvrige sundhedssektor – eksempelvis udskrivningsbreve, laboratoriesvar og recepter.