Opdateret 5. januar 2018

Baselining og business case

Baggrund

I forbindelse med projektet ”National udbredelse af telemedicinsk sårvurdering” blev der i maj 2012 udarbejdet en business case for telemedicinsk sårvurdering mhp. at påvise det økonomiske potentiale i at udbrede løsningen. Business casen blev drøftet mellem Danske Regioner, KL og Sundheds- og Forebyggelsesministeriet, og parterne besluttede at arbejde dynamisk med business casen pga. databegrænsninger og overvejende brug af ekspertvurderinger.

I 2013 gennemførtes en validering af de mest følsomme parametre i business casen. Valideringen blev gennemført imellem en række sundhedsfaglige eksperter og konsulentvirksomhederne KvaliCare, KORA og Epikon. Valideringen førte til en betydelig reduktion i forventningerne til løsningens potentiale, hvilket fortrinsvis kunne henføres til en overestimering af antallet af sår i den første business case.

I 2015 gennemførtes den tredje analyse, som dels var baseret på endnu en dataindsamling fra KvaliCare samt et datatræk fra sårjournalen Pleje.net.

Forbehold for datagrundlag

Data på udvalgte business case parametre er indsamlet via forskellige datakilder i perioden april 2013 – april 2015. Efterfølgende er data bearbejdet via præ-dikterede, komplekse beregningsmetoder i den nationale business case. En fælles registreringspraksis, som kan understøtte gode uddata, er først påbegyndt i løbet af projektet. Det har generelt været vanskeligt at skabe entydigt gode uddata i projektperioden.

Helingstiden er en central parameter. Monitorering af samlet helingstid for det enkelte sår registreres ikke i den fælles sårjournal og kan således ikke beregnes. Det er udviklingen/progredieringen under det tværsektorielle samarbejde, som monitoreres i den fælles sårjournal. Det enkelte sårs opståen og heling registreres oftest i de kommunale omsorgssystemer og evt. hos praktiserende læge og/eller i sygehussystemerne. Der har ikke været ressourcer til at kortlægge det enkelte sårs forløb på tværs via praktiserende lægers, kommuners og sygehuses IT-systemer.

Konsekvens

Komplekse beregningsmodeller, en gradvis modning af data undervejs, samt begrænset mulighed for at sammenkæde de forskellige datakilder har medført, at det har været vanskeligt at gennemføre den ønskede validering og etablere en solid business case. Data er fortsat behæftet med en vis usikkerhed og vanskelige at gøre entydige.

Anvendelsen af resultaterne varetages af Danske Regioner, KL, Digitaliseringsstyrelsen samt Sundhedsministeriet.