Opdateret 11. juni 2021

Kørekortattester

Man skal have en lægeattest, når man skal have et kørekort for første gang, når man skal forny et stort kørekort, og hvis man har en tidsbegrænsning på dit kørekort på grund af helbredsmæssige forhold. Den godkendte lægeattest til kørekort hedder officielt "Blanket til helbredsmæssige oplysninger ved udstedelse af kørekort" og benævnes normalt "Kørekortattesten". Derudover er der nu også en særlig attest, som skal udfyldes i nogle tilfælde, hvis ansøgeren har diabetes. Den benævnes "Lægeerklæring om diabetes i forbindelse med helbredsmæssige oplysninger ved udstedelse af kørekort", men benævnes normalt "Diabetesattesten". Den skal udfyldes og sendes med ved ansøgning om kørekort i Gruppe 2, hvis ansøger bliver behandlet med medicin, som kan medføre hypoglykæmi (insulin m.m.). Ved ansøgning om Gruppe 1-kørekort skal den udfyldes og sendes med, når ansøgeren behandles med medicin, der kan medføre hypoglykæmi, og diabetessygdommen er ustabil eller har medført komplikationer.

Kørekortattesterne er nu udarbejdet i Dynamisk Blanketstandard, og kan dermed sendes til og fra alle lægesystemer. I første omgang er digitale kørekortattester idriftsat i København, Frederiksberg, Mariagerfjord og Århus Kommuner. Der er udviklet en selvbetjeningsløsning i samarbejde mellem de 4 kommuner og EG. Den nye løsning er et rent digitalt flow, hvor borgeren udfylder sin del af attesten online, hvorefter den automatisk sendes til lægepraksissystemet. Når lægen har færdiggjort attesten sendes den elektronisk til borgerservice, direkte fra lægepraksissystemet.

Læs nyhed om de digitale kørekortattester hos EG https://eg.dk/nyheder/2021/april/digitale-korekortattester-gor-det-hurtigere--nemmere-og-billigere-at-udstede-korekort/