Opdateret 8. september 2022

Modernisering af infrastruktur

English version

MedCom’s project ’Modernised Infrastructure’ aims to build and implement a national combined messaging and data sharing infrastructure framework on eDelivery components and FHIR services. To read about the project in English and from a security, innovative and technical excellence perspective, then click here.

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Baggrund

Samtlige sygehuse, laboratorier, kommuner, apoteker og praksisydere anvender rutinemæssigt MedCom-kommunikation i det daglige samarbejde. MedComs standarder er indarbejdet i mere end 150 it-systemer, og der udveksles månedligt ca. 6,5 millioner MedCom-standarder mellem parterne.

På nuværende tidspunkt er infrastrukturen stadig baseret på det efterhånden knap så tidssvarende VANS-net, der blev skabt i 1990’erne. Meddelelserne i VANS-nettet har et standardiseret indhold og meddelelsesformatet følger overvejende EDIFACT-formatet. I dag er arbejdet med udvikling af meddelelseskommunikation på sundhedsområdet fortsat styret af behovet for at skabe en robust og effektiv infrastruktur til understøttelse af meddelelseskommunikation, men der er større fokus på sikkerhed. Den manglende sikkerhed i den nuværende infrastruktur er problematisk, hvorfor man har besluttet sig grundlæggende for at modernisere den.

Det betyder, at MedCom-kommunikationen kommer til at gå fra en EDIFACT-/VANS-infrastruktur til en eDelivery-/XML-infrastruktur. En infrastruktur, som er baseret på internationale og moderne standarder. Disse øger sikkerheden i meddelelseskommunikationen, giver mulighed for at dele meddelelser på portaler og mobile enheder, sikrer trinvis overgang til både moderniseret meddelelseskommunikation samt nye formater (som f.eks. FHIR).

I 2018-19 blev der som forberedelse til moderniseringen lavet en POC (Proof of Concept), som på den ene side viste, at det er muligt at modernisere infrastrukturen med de løsninger, der blev afprøvet. På den anden side betyder både afgrænsningen af POC og dens resultater, at der udestod en række forhold, der krævede yderligere afklaring og modning.

Herefter fulgte en pilotafprøvning af eDelivery, meddelelseskommunikation og dokumentdeling af meddelelser, som blev afsluttet med en såkaldt Connectathon i marts 2022. Før pilotafprøvningen kunne blive en realitet, lavede man i Sundhedsdatastyrelsens regi et såkaldt ”Målbillede for meddelelseskommunikation, som var klar i 2020 i en version, der bl.a. adresserede de umiddelbare behov for pilotafprøvningen. Denne var en forudsætning for piloten, da det satte en ramme for og konkretisering af strategiske mål med henblik på MedComs ambition om at modernisere infrastrukturen til at imødekomme fremtidens behov. 

I maj 2022 udkom så evalueringsrapporten af moderniseret infrastruktur (målbillede og pilot), som i sin konklusion peger på, at testpiloten, sammen med erfaringer fra andre domæner, hvor tilsvarende it-arkitekturer er implementeret, giver stærke argumenter for, at it-arkitekturen lever op til målbilledets vision, mål og arkitekturkvalitetsegenskaber.

Endvidere giver evalueringsrapporten en række anbefalinger til opdatering af målbilledet, samt anvisning af følgende indsatsområder:

  • En konsolidering af løsningsarkitekturen på baggrund af læringen fra testpiloten.
  • Starte arbejdet med etablering af Governance og Management som et samarbejde mellem offentlig og private aktører i sundhedsdomænet.
  • En økonomisk konsekvensanalyse, der giver en mere detaljeret indsigt i konsekvensen ved migrering til den nye it-infrastruktur.
  • Etablering af en produktionspilot, som vil give læring til arbejdet med Governance og Management.
  • Overgang til fuld produktion gennem en velplanlagt migrering.

Formål og gevinster

Pilotafprøvningen havde samlet set til formål at afprøve eDelivery som kerne i meddelelseskommunikationen med flere af de i målbilledet beskrevne sundhedsspecifikke kommunikationsaspekter samt forskellige løsningsmodeller for dokumentdeling, både internt mellem sundhedspersoner inden for sundhedsområdet, mellem sundhedspersoner i sundhedsområdet og fagpersoner uden for samt mellem sundhedspersoner i sundhedsområdet og borgeren. Det vil altså sige, at pilotafprøvningen indhentede erfaringer til at opnå et kvalitetsløft ved at modernisere MedCom-kommunikationen.

Nogle af gevinsterne der ønskes opnået er:

  • Mere tidstro meddelelseskommunikation (kortere tid fra afsendelse til modtagelse)
  • Bedre muligheder for at udvælge rette modtager for en meddelelse
  • Højere sikkerhedsniveau i kommunikationen
  • Bedre overvågning og fejlhåndtering, herunder en national politik for kvitteringer på sundhedsområdet
  • Borgere og andre sundhedsaktører end primær modtager kan få adgang til meddelelser på flere platforme herunder f.eks. ”Min læge”-app via et meddelelesesrepositorie, der er bundet sammen med DokumentDelingsServicen på NSP (dokumentdeling af meddelelser på forespørgsel)
  • Mulighed for dokumentdeling af meddelelser med notifikation (modtager kan vælge denne metode i stedet for meddelelseskommunikation)
  • Modernisering af infrastrukturen med overgang til eDelivery vil betyde mindre afhængighed af VANS/EDIFACT-teknologier, både i forhold til aldrende teknologier og mindsket adgang til udviklerkompetencer
  • Mulighed for at følge en meddelelses forsendelsesstatus, lidt ligesom man kender det fra ”track and trace” med posten

Målsætning

Pilotafprøvningen havde som målsætning at bidrage og implementere flere af initiativerne i Strategi for Digital Sundhed 2018-2022, der bl.a. indeholder:

  • Borgeren som aktiv partner.
  • Viden til tiden.
  • Fremdrift og fælles byggeblokke.

Figuren nedenunder viser sammenhængen mellem Strategi for Digital Sundhed 2018-2022 og målbilledet for meddelelseskommunikation. Figuren er fra Sundhedsdatastyrelsens rapport ”Målbillede for meddelelseskommunikation på sundhedsområdet” fra 2020.

Illustration over modernisering af infrastruktur

Derudover var gennemførelsen af piloten et vigtigt skridt på vejen til en modernisering af infrastrukturen, da pilotafprøvningen skal bidrage til et bedre beslutningsgrundlag for, hvordan og hvornår moderniseringen skal gennemføres.

Når moderniseringen af infrastrukturen er gennemført, er der skabt teknisk sammenhæng mellem den allerede udbredte meddelelsesbaserede MedCom-kommunikation og de nye muligheder for online deling af data, baseret på den nationale sundheds-it-infrastruktur og næste generation af MedCom-standarder.

MedCom vil bidrage til Sundhedsdatastyrelsens opdatering af ”Målbillede for meddelelseskommunikation på sundhedsområdet”, og vil hen mod MedCom13 (som kommer til at løbe fra 2023 til 2025) udarbejde et forslag til en produktionsafprøvning af den moderniserede infrastruktur, som dermed bliver næste store milepæl.