Opdateret 21. august 2020

Kommunal adgang til Sundhedsjournalen

Baggrund

I dag har det kommunale område ikke adgang til at se oplysninger om borgere, som de har i aktuel behandling, via Sundhedsjournalen. Der er dog et stigende behov for, at læger på misbrugscentrene, de kommunale akutfunktioner samt øvrige relevante fagområder i kommunen får adgang til at tilgå sundhedsoplysninger via Sundhedsjournalen. Der er ligeledes en efterspørgsel fra andre parter efter at kunne se kommunale data via Sundhedsjournalen.

Der er på Sundhedsjournalstyregruppemøde den 24/6-2020 blevet godkendt et projektgrundlag vedr. Kommunal adgang til Sundhedsjournalen som et delprojekt i Sundhedsjournal 3.0-projektet, og MedCom varetager projektledelsen af delprojektet.

Formål

Formålet med delprojektet er at få åbnet op for en kommunal adgang ind i Sundhedsjournalen, til at se sundhedsoplysninger om borgere, det kommunale område har i aktuel behandling. Derudover skal delprojektet i en analyse afdække, hvilke data det kommunale område har behov for adgang til, hvilke kommunale data andre parter efterspørger, samt hvilke tekniske løsninger/muligheder der er for, på sigt, at levere kommunale data til Sundhedsjournalen.

Mål og succeskriterier

I koordinering mellem KL og Sundhedsjournal 3.0-projektet er parterne blevet enige om, at der skal køre et delprojekt med 2 spor. Spor A og B. Begge spor skal køre parallelt, og der vil være individuelle mål, succeskriterier og leverancer for spor A og B.

Det overordnede mål for spor A er at få etableret en kommunal adgang ind i Sundhedsjournalen, såvel for læger på misbrugsområdet som for andre fagområder i kommunen, herunder få etableret en procedure for håndtering af audit i kommuner. Dette med henblik på at sikre bedre sammenhæng for borgere og skabe bedre overblik over borgernes behandling for de kommunale medarbejdere.

Det overordnede mål for spor B er at få gennemført en analyse, som skal afdække hvilke data, det kommunale område har behov for på Sundhedsjournalen samt hvilke behov, andre parter har for kommunale data på Sundhedsjournalen, herunder tekniske løsninger/muligheder for på sigt at kunne levere kommunale data til Sundhedsjournalen. Den tekniske levering af kommunale data ind i Sundhedsjournalen er ikke fokusområdet i dette delprojekt, der løber fra primo januar 2020 til ultimo december 2021. 

Analysen skal bidrage til øvrige relevante delprojekter under Sundhedsjournalen, så som delprojektet vedr. Personalisering og Ny Adgangskontrol, hvor man bl.a. arbejder med en brugeropsætning af Sundhedsjournalen afhængig af, hvilken bruger/rolle man kommer ind med. Det er ligeledes et vigtigt opmærksomhedspunkt for det kommunale område, at man ikke skal søge i hele Sundhedsjournalen, men at man præsenteres for et overbliksbillede, hvor man hurtigt kan finde de oftest efterspurgte oplysninger for en kommunal medarbejder.

Organisering

Projektet refererer til styregruppen for Sundhedsjournal 3.0.

Projektteamet omkring den kommunale adgang ind i Sundhedsjournalen består af Karina Hasager Hedevang, Kirsten Ravn Christiansen og Iben Søgaard, alle fra MedCom.

Under spor A nedsættes der en EOJ-leverandørgruppe, bestående af repræsentanter fra de 5 kommunale leverandører, teknikere fra Sundhedsjournalen samt kommunale repræsentanter repræsenterende de 5 kommunale systemer, til implementering af knapløsningen i EOJ-systemerne.

KL’s og MedComs KKR-digitaliseringsnetværk vil blive brugt som projektgruppe med henblik på at få sparring og input. Derudover vil MedComs Projektgruppe for kommunale akutfunktioner også blive inddraget, hvor det er relevant.

Slutteligt er der en række ressourcepersoner under Sundhedsjournal 3.0-projektet, som MedComs projektteam vil inddrage i de forskellige processer i delprojektet.