Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Modernisering

Roadmap for FHIR-standarder

Opdateret 1. marts 2024

I MedCom13 skal der udarbejdes et opdateret roadmap for modernisering af alle EDIFACT- og OIOXML-standarder, med afsæt i forretningsmæssige behov for videreudvikling og med fornyet vurdering af balancen mellem dataforsendelse og andre former for datadeling.
Med afsæt i MedComs behovskatalog er MedComs styregruppe og Den nationale bestyrelse for sundheds-it tidligere forelagt særlige behov for:

  • Optimering af henvisningsflow mellem almen lægepraksis og sygehuse, herunder viderevisitering til bl.a. privathospitaler og speciallægeklinikker, så henvisninger, korrespondancemeddelelser med opklarende spørgsmål og bookingsvar knyttes sammen.
  • Tidssvarende laboratoriesvar-standarder svarende til gældende parakliniske analysemetoder, hvor mængde af analyser pr. revkisition er stødt stigende.
  • Generisk kommunehenvisning, herunder til brug for udbredelse af henvisning til telemedicinsk hjemmemonitorering, så de enkelte henvisningstyper kan sorteres og fordels i kommunerne.

Roadmappet udarbejdes i løbet af første halvår af 2024.

Baggrundsviden

MedCom igangsatte i juni 2019 udarbejdelsen af et roadmap for udfasning af EDIfact som led i MedComs projekt om Modernisering af standarder.

Processen har involveret først en afdækning af landskabet hos relevante systemleverandørerne. Første udkast til roadmap blev herefter sendt i høring hos systemleverandørerne og andet udkast efterfølgende regionerne (RITA), kommunerne (KL og KOMBIT) samt almen praksis (PLO og PLSP). Konklusionen har været klar i forhold til, at EDIfact ikke skal erstattes af OIO-XML, men at man overgår til HL7 hurtigst muligt og senest i 2030.

På baggrund heraf har MedCom sammen med Rambøll opsummeret analyseprocessens konklusioner for overgang fra EDIfact til HL7 FHIR som følgende:

  • Der er for mange tekniske formater i dag for de standarder, som vedligeholdes af MedCom. Det er nu en målsætning i dansk sundhedsvæsen at anvende de åbne, internationale HL7-standarder på it-området, HL7 CDA til dokumentdeling og HL7 FHIR til meddelelsesforsendelse.
  • EDIfact og OIOXML har begrænsninger sundhedsfagligt og teknisk, der gør det hensigtsmæssigt at forlade dem.
  • HL7-standarderne er opbygget med sundhedsvæsenet for øje og er baseret på denne sektors informationsbehov. Det betyder en bedre understøttelse af sundhedsfagligt indhold.

Se analyseprocessens rapport (pdf).

Overgangen følger disse principper:

  • Sundhedsfaglige perspektiver og problemstillinger driver skift af standarder frem for tekniske perspektiver.
  • Fokus i overgangen er på datadelingen mellem systemerne, mens de interne forhold i fagsystemerne er out of scope.
  • Overgangen skal i videst muligt omfang tilrettelægges med konverteringsmekanismer, så afsendere og modtagere kan gennemføre overgangen i egen takt.
  • Konvertering af meddelelser må ikke betyde, at modtager får tab af data. I transporten og modtagelsen skal det sikres, at brugerne får alle sundhedsfagligt relevante oplysninger.
  • Ansvaret for mapning flyttes fra afsenders system til de systemer, der ikke migrerer til FHIR, for at belønne first-movers. Der udvikles en midlertidig mapningsløsning til hjælp for de systemer, der ikke implementerer HL7 FHIR.
  • Der skal udarbejdes et nationalt grundlag for HL7 FHIR for at sikre interoperabilitet og effektiv udvikling af standarder. Dette arbejde sker i regi af HL7 Danmark med udarbejdelse af FHIR-basisprofiler DK-core, hvor MedCom som forvalter varetager kvalitetssikring, høring og sagsbehandling i Det nationale råd for standarder og arkitektur (RUSA) med henblik på optagelse i Sundhedsdatastyrelsens standardkatalog.
  • Roadmap for overgangen skal være robust i forhold til eventuel modernisering af infrastruktur med overgang til EHMI (Enhanced Healthcare Messaging Infrastructure).
  • Udviklingen og vedligeholdelsen af nye HL7 FHIR-standarder skal ske i overensstemmelse med MedComs governancemodel for standarder og dermed at der sker en uændret styring af nationale standarder.

Status på FHIR-moderniseringen

De første standarder der er blevet revideret som FHIR-standarder er:

De to førstnævnte idriftsættes med forsendelse i det nuværende VANS-netværk, mens det sidstnævnte idriftsættes med en produktionspilot af den nye EHMI-infrastruktur.

Det forestående arbejde

Udvælgelsen af de første FHIR-standarder er bl.a. sket ud fra vurderingen, at netop disse meddelelsesforsendelser bør bevares fremadrettet, da der sker en entydig ansvarsoverdragelse for patientens behandling. Det samlede MedCom-standardkatalog skal gennemgås for at prioritere, hvilke standarder der har størst forretningsmæssigt behov for revidering, og sammensætte en bølgeplan, hvor hver bølge rummer samhørende standarder, der med fordel revideres samlet, men samtidigt ikke gør indholdet af bølgerne større end it-systemerne og parterne kan håndtere.

Samtidigt med, at de nuværende EDIFACT- og OIOXML-standarder moderniseres, skal der vurderes hvilket datadelingsparadigme der er mest velegnet for de aktuelle standarder, så den klassiske meddelelsesforsendelse erstattes af eller suppleres med andre former for datadeling:

  • Dokumentdeling i det nationale patientindeks.
  • FHIR-services, der erstattes webservices.
  • Opslag i systemer, som fx Sundhedsjournalen på sundhed.dk.

Udarbejdelsen af roadmap for FHIR-standarder foretages i andet halvår 2023, med en møderække der involverer alle berørte parter.

Projektdokumenter

Indlæser dokumenter

Kontakt

Portrætfoto af Michael Johansen

Michael Johansen

Chefkonsulent

Standardteam